Ana og Rasmus - Når to kulturer mødes

 Jeg har fået lov til at dele det næste bryllup, Ana og Rasmus' som var anderledes på den måde, at to kulturer skulle smelte sammen. Ana er serber og Rasmus er dansker, hvilket deres bryllup selvfølgelig skulle bære præg af! Ana har selv skrevet teksten herunder, så fra nu af, er det Anas ord:

"I kender sikkert alle historien, boy meets girl, boy likes girl, boy and girl become a thing, girl thinks boy will propose and boy just doesn’t. 😂 

Det er vores moderne eventyr! Rasmus var, hvad jeg følte ihvertfald, 1.000 år om at fri. Men så er vi på ferie i Serbien, sammen med min mor og det passer faktisk med, at imens vi er dernede har vi 5 års dag, som vi rigtig gerne vil fejre alene. Så vi tager til byen hvor jeg er født, vi tager i zoo og ellers nyder vi bare parkerne, naturen og omgivelserne. Eftersom Rasmus elsker at tage billeder, finder jeg et sted i byen, der gerne skulle være det højeste punkt og vi begiver os derop, altså ikke til fods men i bil, hell no om jeg skal gå så langt! 😄

Udsigten er utrolig smuk og man kan virkelig se hele byen og faktisk helt hen til byen hvor jeg bor og længere end det. Jeg står og beundrer udsigten, en masse selfies osv., mens Rasmus tager billeder med hans fancy kamera, I kan selv se herunder hvor smukt det var.

Det skal lige siges at i alle tre uger, har den mand slæbt rundt på sin rygsæk som aldrig før og den er selvfølgelig med denne dag, jeg syntes at det var lidt underligt, men hvem ved, vi er alle sære på hver vores måde. Det jeg ikke vidste var at manden ENDELIG ville fri!

Jeg registrer på ingen måde at han går på knæ. Vi har aftalt at årsgaverne ville blive hjemme, så vi ikke skulle slæbe dem frem og tilbage. Nåh en lang historie semi kort, hey jeg er fra Balkan vi kender ikke til korte historier! Rasmus giver mig denne æske og det eneste jeg registrerer er at han spørger mig og jeg tænker ”fuck nu skete det”, det er et vidunder, at jeg ikke besvimede, var så meget i chok at jeg ikke engang græd! Jeg fik den smukkeste ring på fingeren og sagde selvfølgelig ja (eller Rasmus siger at jeg sagde ja, jeg kan ikke huske det, lol). 

Som mange kommende og allerede gifte brude ved, så går planlægningen for alvor i gang. Pludselig er det man har kigget på, for sjov, på Pinterest noget man skal benytte sig af og de 1.000 ideer man har, bliver nødt til at blive til måske 500, for at det faktisk kan lade sig gøre.

Vi kommer hjem fra ferie og det aller første vi gør, er at lede efter en kirke. Nu er det sådan at jeg er græsk ortodoks, men Rasmus vil meget gerne giftes i en kirke og jeg er nok egentlig også en smule traditionel, så det vil jeg også gerne, men den eneste serbiske kirke vi har i Danmark er drøn kedelig. Her er det at bruden i mig tænker, billeder, billeder og atter billeder! 😄

Vi ender med at vælge den smukkeste kirke på Amager, hvor vi bor, dog ikke den vi hører til. I kan selv vurdere den her på billedet, vi valgte den fordi den havde alle disse utrolig smukke lys! 

Vi ved alle sammen at der er en million traditioner i Danmark, nogle er gamle og faktisk fra landet og andre har vi adopteret lidt hen ad vejen, men lige så er der også en milliard traditioner i Serbien og afhængig af, hvor i landet man kommer fra, er de faktisk også meget forskellige. 

Vi satte os ned og lavede en liste over ,hvad vi ønskede og hvem vi ønskede at invitere, derefter sagde vi max 100 gæster. For nogle lyder det som enormt mange mennesker, især herhjemme i Danmark, men hjemme i Serbien er det faktisk et enormt lille bryllup, nærmere en 1 års fødselsdag eller en 18 års. Men mulighederne i Danmark, især med lokaler der ikke koster en bondegård, er bare begrænsede. 

I Serbien når vi skal fejre noget, eller hvis skal holde en fest har vi gerne helstegt pattegris, det er også en måde hvorpå vi kan ”ære” vores gæster, så Rasmus ville rigtig gerne have at vi skulle ha’ det som en af kødretterne til buffeten og det sagde jeg bestemt ikke nej til, mums!

Selve planlægningen var faktisk ikke særlig svær, jeg tror ikke at vi på noget tidspunkt sagde ”det er dansk” eller ”det er serbisk”. Det der gjorde det mest tydeligt, var at invitationerne skulle skrives på både dansk og serbisk. Samt menukort og alt andet der var tekst, skulle kunne forstås på begge sprog. Vi havde også bedt at alle indslag blev oversat, så min familie der havde rejst hele vejen herover, kunne følge med. Se endelig vores smukke invitation:

Hvis I, ligesom os, har brug for at skulle skrive særlige tegn, som vi har på serbisk, så vil jeg råde jer til at bestille via www.calligraphen.dk, de er simpelthen for awesome til sådan noget!

Omkring os var der mange meninger og vi hørte ofte ”sådan gør man i Danmark” eller ”sådan gør man ikke i Danmark”, det fandt jeg utrolig svært for her troede jeg at jeg jo var en del af Danmark og bare fordi vi ville noget andet hvilket min, meget jyske mand, var helt med på, gjorde det jo ikke mere eller mindre dansk. Mit råd til alle jer brudepar, både med forskellige kulturer og ikke, gør hvad filan I end har lyst til, nogen vil altid mene at det I gør, er forkert, for meget, for lidt osv. c’est la vie!

Da selve dagen kom og alle sommerfuglene fløj rundt i maven glemte vi alt om hvem der havde hvilken mening, der var simpelthen ikke plads til det. Allerede i kirken kom forskellen mellem kulturerne dog frem, vi er som serbere kendte for, altid at komme for sent og selvfølgelig gjorde noget af min familie det, pinligt! Udover det så fik vi lov til både at sige ja på serbisk og dansk, det syntes vi begge var vigtigt, så alle til stede kunne forstå det. Vi havde også den bedste præst i verden, Morten, han valgte at byde velkommen på både dansk og serbisk, samt velsignede på begge sprog, det vidste vi ikke at han ville, men pisse fedt!

Vi valgte også at vi gerne ville ha’ en videograf (og fotograf) hele dagen, det er bare noget man gør i Serbien, de følger en til den bitre ende og det ønskede jeg også. Og så valgte vi at middagen skulle være meget dansk med taler, indslag osv. i Serbien har vi hverken taler eller nogen anden form for indslag, derimod har vi 1.000 retter mad og musik fra start til slut, ikke bare lounge musik men dansemusik. Inden vi satte os til bords, bød vi som brudepar også velkommen både på serbisk og dansk, hvor vi skålede i serbisk blommebrændevin : 

Hos os var der faktisk ingen musik, ikke at vi havde planlagt det på den måde, det var bare sådan det blev, musikeren var der og han spillede også indgangsmusikken, men derefter slappede han af, indtil omkring kl 21 hvor vi så småt var færdige med maden. Og det er hér mange af vores venner så får deres livs chok. De bryllupper jeg har været til i Danmark, har man ikke danset så meget, det har mere være hyggeligt med snak osv., hvilket jeg har været helt vild med. 

But that’s not how we roll i Serbien! Så der blev sat musik på og så tror jeg faktisk ikke at jeg forlod det dansegulv medmindre jeg skulle tale med nogen af dem der var kommet fra Serbien, Sverige osv. eller hvis jeg var tørstig! Jeg har lagt nogle billeder ind her så I kan se hvordan vi festede og gav den max gas, jeg siger ikke at det ikke sker til andre bryllupper for selvfølgelig gør det det! 

Da brudevalsen var overstået, hvilket der heller ikke findes i Serbien og ej heller det med at klippe i gommens sokker, havde vi lige en lille halv time, hvor gæsterne festede videre. Men vi havde arrangeret, at der kom noget der hedder trubaci, hvilket er en band der kommer med blæseinstrumenter og en tromme og spiller live. Det er noget vi tit bruger i Serbien og der er absolut intet der sætter gang i en fest som dem! Det fedeste var at ALLE gæsterne, stort set, kom op på dansegulvet for at danse med og for at danse serbisk folkedans, som er en form for kædedans, det var nok højdepunktet for aftenen! 

Vi har siden brylluppet sendt takkekort ud, som er noget man mere eller mindre forventer i Danmark men som man slet ikke benytter i Serbien, forestil dig at sende og skrive takkekort til alle 250+ gæster, fuck hehe. Vi valgte dog at sende lidt ekstra gaver med til gæsterne, så alle der havde fået taget parbilleder med os, fik magneter med det som motiv. Parbilleder er for resten noget man forventer sker i Serbien, alle vil ha’ billeder med brudeparret, forskellen er dog at vi bare fik dem af vores fotograf, i Serbien går man som gæst ud og køber de billeder man ønsker, altså fysiske billeder, mens brudeparret selvfølgelig også får alle billederne digitalt. Men de her takkekort, gjorde alle vores gæster glade, især vores serbiske gæster der jo på ingen måde forventede det, de syntes det var den fedeste afslutning!

Afslutningsvis vil jeg sige at alle bryllupper er fantastiske fordi det er kærligheden man fejrer om den er gul, blå, sort, hvid, med film, i en ballon, med sommerfugle, på et slot eller i et telt. Det vigtigste er at I som brudepar er lykkelige og at I føler at dagen er som I vil ha’ det. I sidste ende er alt det omkring fyld, utrolig lækkert og flot fyld, men ikke desto mindre fyld, for hvad er det vigtigste? Det er at I giver hinanden jeres ultimative ja! 

Min familie fra Serbien elskede at opleve det her mix mellem kulturerne og de var faktisk utrolig vilde med at man under maden kunne tale sammen og slappe af, så man om aftenen kunne give den gas og så elskede de, at vi sidder ned i kirkerne i Danmark, det gør man nemlig ikke i Serbien, hehe. 

Sidenhen har vi fået mange kommentar på at jeg gav den gas, som man aldrig har set, at der var en rød tråd igennem hele dagen og at den var den absolut bedste dag at være med til, fordi den var så meget os. Og ja der vil altid være dem der mener at der ikke var brug for det ene eller det andet, men nu var det vores dag!"

Til afslutning fra mig, får I lige her mit yndlingsbillede af dem, som Ana sendte:

Og så synes jeg liiiiige vi skal sætte pris på hendes smukke kjole, som er syet af mig 😁

Med stjernestøv og regnbuer

Lis